4 uger


d. 12. marts gik vi fra at være 4 til at være 5. Liva blev født kl. 17.00 om eftermiddagen ved en lynfødsel. Hun har (selvfølgelig) vendt op og ned på alting herhjemme og selvom hun er min 3. datter, så glemmer man hvor små de er, hvordan det er at være nybagt mor og hvordan man får en hverdag til at hænge sammen.

Det har taget mig 4 uger at finde mine ben i det her nye liv og der vil helt sikkert komme dage, hvor jeg ikke syntes, jeg har styr på en skid, men lige nu ser det hele ret godt ud.

Liva tog ikke på, som hun skulle de første 2 uger og var meget ulykkelig og sulten hele tiden - skulle det vise sig.
Da jeg kastede håndklædet i ringen og begyndte med modermælkserstatning, havde jeg lige pludselig en pige, som kunne sove selv og ikke holdt mig vågen det meste at natten...

Politibetjenten og Terroristen er meget optagede af deres nye lillesøster og de har været en stor hjælp. Politibetjenten lavede mere eller mindre aftensmad hver dag i en uge.
Terroristen vil gerne kunne det samme som storesøster, men det kan hun ikke og det giver lidt konflikter ind imellem, men jeg syntes ikke, vi har haft de store jalousidramaer, og det er jeg glad for.

Bonderøven er selvfølgelig helt solgt. Han fik ikke så mange dage hjemme, for det er nu det er sæson og så har han alligevel ingen ro. Men når han er hjemme, så har han hende så meget som muligt og selvom den tid han får sammen med hende til tider er lidt kort, så nyder han det. I går kørte Liva og jeg ud til ham og tog et par runder i traktoren. Hun sov selvfølgelig fra det hele, men når man har en mand, som arbejder fra 7-23 så har den slags ture en værdi og vi kan diskutere de ting, som andre par tager over aftensmaden eller telefonen. Der er nok mange der ikke forstår, at jeg kan holde det ud - altså at være så meget alene med 3 børn, men det er et valg jeg har taget, for Bonderøven elsker hvad han laver og det er så vigtigt.


Billedet er fra i går og hold da op, hvor ser hun lille ud. Det er hun et eller andet sted også, for hun vejer kun 3,5 kg.

Med en baby, som ikke tog på som hun skulle, en mand der kom hjem kl. 23 og to store piger i huset, så har jeg syntes mange aftener var lange og hårde, men nu hvor hun ikke er sulten og ulykkelig hele aftenen, så går det meget bedre.
De her første uger har jeg ikke nået ret meget og jeg har haft svært ved at komme nogen steder med en lille baby. Nu er hun 4 uger og 2 dage gammel og jeg er ikke længere bange for at forlade huset (åh nej! hvad nu hvis hun bliver sulten/træt eller skal have en ren ble?), så forhåbentlig kan jeg komme lidt mere ud - både med barnevognen, i butikker og på besøg på arbejde.



Send en kommentar

Populære indlæg