Jeg er nok lidt underlig...

Jeg har hele livet fået at vide, at jeg var anderledes. En gang imellem, har det været sagt som noget negativt, men som regel, så betragtes det, for mit vedkommende, som noget positivt.

Jeg har nok på sin vis haft en anderledes barndom... og en meget anderledes familie. På den ene side var vi en kernefamilie. Mine forældre har kendt hinanden siden folkeskolen og er stadig sammen (de blev gift i 1973). Jeg er den mellemste af tre, en lillesøster og en storebror har jeg.

Men min far kørte motorcykel og solgte motorcykler. De fleste af mine ferier foregik på motorcykel og jeg har været til Træf i det meste af Danmark, Tyskland og Holland. Jeg har prøvet at være ved at sejle væk på min luftmadres i Holland (vi lå jo i telt), prøvet at sidde i sidevognen på en motorcykel, hvor køleren var i stykker og benzinen derfor kogte i tanken (det er ret farligt) og jeg har flere gange prøvet hvilke fordomme der er imod motorcyklister både i Danmark og i udlandet.
Vi er blandt andet blevet afvist ved et af Disney-hotelerne, fordi vi kom på motorcykel...

Da jeg selv fik kørekort, selvfølgelig også til motorcykel, og havde en tatovering (det var før alle fik en og det blev moderne - jeg havde tænkt på det, siden jeg blev 16, men fik den som 18-årig), oplevede jeg hvor tit folk havde fordomme imod dette og hvor svært det var at fatte at en "pæn pige" kunne køre motorcykel...

Men alt der her, en familie, som havde så anderledes en hverdag, har gjort, at jeg lærte at være stolt af at være anderledes. Men det har også lært mig, at nogen gange er det også rart at være næsten som alle andre... Jeg føler absolut ingen trang til at overgøre det... som så mange gør med underligt tøj, piercinger eller tatoveringer i ansigtet (hold nu op det er grimt)

Men at jeg er anderledes, det kan jeg ikke løbe fra... for jeg prøver at gøre det, jeg har lyst til at mærke efter, hvad der er rigtigt for mig...
Så jeg griner nok lidt højere end de fleste...
Klæder mig ikke efter tidens trends (åh det billede på dette indlæg er ikke repræsentativt for min tøj smag... det er mit træningstøj)
Jeg snakker meget (nogen siger rigtig meget, andre siger hurtigt (specielt når jeg er fuld))
Jeg synger, nynner, siger små lyde og knipser, både når jeg er alene og offentligt (jo, nogen gang bliver jeg opmærksom på folks reaktioner (de stirre som regel) og så stopper jeg) (dog kan jeg anbefale at knipse... det er åbenbart mere socialt accepteret end at synge)
Jeg siger, hvad jeg mener (jo, jeg har lidt pli, så jeg "rutter" ikke med sandheden, men jeg lyver ikke)
Og jeg gøre helt sikkert mange flere underlige, ikke-normale-eller-socialt-acceoterede-ting, men det tænker jeg ikk' så meget over...

Jeg har sikkert en snert af en eller anden diagnose (mit gæt vil være ADD - ikke ADHD), men jeg klarer mig fint uden... Jeg ser det som et plus, at jeg ikk' kan sidde stille og jeg har en masse hitte-på-energi...
Det har dog ikke være uden knubs, jeg er kommet til den erkendelse og nu kan jeg så se Politibetjenten gå igennem det samme... Det er hårdt at være vidne til, men hun må lære det på samme måde som jeg. Jeg kan kun støtte hende, jeg kan ikke tage kampen for hende...

Så næste gang I hører en kvinde eller mand, som griner lidt for højt eller synger/nynner offentligt, så smil, for vi nyder bare livet som dem vi er... vi prøver ikke at genere jer med vilje
4 kommentarer

Populære indlæg