Når man falder af hesten...

Så må man finde en måde at komme op igen. Sådan har jeg altid levet og det har gjort, at jeg trods et par uforudsigelige og nødvendige livsændringer, ikke føler, at jeg er blevet snydt eller er et offer for skæbnen.



Den sidste skuffelse jeg har måtte se i øjnene er, at jeg har kontaktet et forlag og har fået mit bogforslag afvist. Det er langt fra det største tilbageslag jeg har oplevet, men det påvirkede alligevel mit humør i større grad end jeg havde forventet.
Det bragte mig også tilbage til, hvorfor jeg havde startet på det her projekt jeg kalder Præmaturstrik. Jeg startede, som nogen allerede ved, fordi min gode veninde Sygeplejersken fik en lille pige 10 uger før tid... I den anledning oppdagede jeg, at det kan være rigtig svært at finde strik-/hæklemønstre til den størrelse (str. 40) og mindst ligeså svært at finde passende tøj (mange køber dukketøj til dem, men det er bare ikke godt nok - materialerne og lukninger i dukketøj er ikke beregnet til mennesker, men plasticdukker, som ikke sveder eller fryser)

Når man bliver slået tilbage til start, så må man vende tilbage til, hvad der fik en til at gå i gang i første omgang. For mig handlede det om at give de pårørende og venner til for tidligt fødte (præmature), en mulighed for at fremstille og give hjemmelavede gaver der passede og kunne bruges.

Den mulighed har jeg stadig. Jeg kan stadig gør det muligt for pårørende at fremstille ting til disse små, skrøbelige væsner og deres super seje forældre. (Åh Gud, hvor jeg har stor respekt for Sygeplejersken og hendes ligestillede for deres indsats for deres små)
Og som bonus, så kan jeg lægge alle de ting ud jeg har udviklet, uden at skulle vente og der sidder ikke andre og laver kalkulationer på, om det kan betale sig eller om det er godt nok...

Men... det gør også at jeg vil lave en kraftig oprydning på bloggen samtidig. Lige nu indeholder bloggen alt muligt forskelligt, som jeg har lagt op de sidste 6 år. Det er jo ikke det hele, som er lige relevant og i det, at jeg vil ændre selve præmissen for bloggen og gøre den noget mere smal, så betyder det, at der vil komme en del ændringer... og jeg giver dermed også mig selv en større opgave. Men jeg tror det bliver godt

Tak til alle jer der læser med og send et par gode tanker i min retning - og til alle de små og deres pårørende

Kommentarer

Populære opslag