Niels vest

For ca. 2 uger siden blev Basditten helt vildt forkølet. Hun er en varm pige, så det der med at give hende ekstra tøj på er en ekstra udfordring, for det hjælper ikke noget, at hun sveder, som gør tøjet klamt og så fryser hun... SÅ svaret er altid uld!
Problemet var bare, at jeg ikke rigtig havde noget i hendes størrelse (jeg ved godt, at jeg bare kunne købe uld-bodyer, men det her er meget sjovere)

Derfor kiggede jeg mine gamle ideer igennem og fandt en tegning af en lille vest, som jeg lavede en gang i foråret, men aldrig kom i gang med fordi - ja, vejret blev for varmt...

Vesten er opkaldt efter min morfar, som altid gik i en af de der strikkede veste. Dog var hans af den slags man bare trækker over hovedet. Men skal denne model bruges til præmature, så skal den kunne puttes på barnet uden at trække den over hovedet. Og det fungere også ret godt herhjemme, for Basditten hader at få trukket noget ned over hovedet.

Garnet vesten er strikket i er et garn jeg købte hos Strikkeglad i Ringkøbing, som er en hyggelig, lille, lidt overfyldt, hule fuld af garn. Hun havde garnet på udsalg af den simple grund, at det udgår af hendes sortiment og muligvis ikke kan købes i Danmark længere... Det er altid øv at finde ud af, at et lækkert garn udgår...

Opskrift:

Str. 40(50)60(70)

Garn: M&K eco baby ull color (100% uld / 25g = 83 m - bemærk 25 g nøgle!): 50(50)50(50)g

Pind: 3,5 mm, maskeholder

Materialer: Kantebånd, 15 cm delbar lynlås


Slå 76(84)94(102) m op. Strik ret til arbejdet måler 12(12)13(14) cm
Luk af til ærmegab således: Strik 15(17)19(20) ret, luk 8(8)9(10) m af, 30(34)38(42) r, luk 8(8)9(10) m af. Lad ryggen og det ene forstykke hvile.

Forstykke: Strik ret over alle pinde. Tag 1 m ind i begyndelse af ærmegab i alt 2 gange. Fortsæt i ret til forstykket måler 15(16)17(18) cm. Fra forkant: Luk 6(6)8(8) m af, 7(9)9(10) m ret. Strik ret til stroppen måler 4(4)5(5) cm fra halsåbning. Luk af. Strik det anden forstykke ligedan

Bagstykke: Strik ret over alle pinde. Tag 1 m ind i begyndelsen af hver pind i alt 4 gange. Strik ret til bagstykket målet 15(16)17(18) cm. Luk af til hals-/nakkeåbning således: Strik 7(9)9(10) ret, luk 12(12)16(18) m af, 7(9)9(10) ret. Strik ret til stroppen måler 4(4)5(5) cm fra halsåbning. Luk af.

Sy skuldrene sammen og hæft alle ender.

Sy kantbånd i begge forkanter og sy lynlåsen i MF

Variation: Du kan sagtens lave veste længere. I Agnete modellen (udgives tirsdag) er vesten 3 cm længere. De lægges på inden der lukkes af til ærmegab.

Niels vesten er virkelig et lille overskueligt projekt og kan være færdig hurtigt - for den erfarne strikker. Hvis man ikke har været i gang med strikkepindene så længe, så er vesten også et fint begynderprojekt.

Vesten kan også strikkes i bomuld. Det vil give en et helt andet look, men så kan den vaskes i maskinen ved 60 til 95 grader (det er ret praktisk, hvis man har en baby der gylper eller savler meget). Uld må kun vaskes på uldprogram eller i hånden.

Kommentarer

Populære opslag