Kayas nye bukser


Jeg har virkelig fået godt gang i symaskinen og det er noget alle nyder godt af. Ikke mindst Kaya, som har fået et par nye bukser i stof fra lageret...


Hvis man vil have nyt, hjemmesyet tøj, så skal man selv være med i processen. De skal selv vælge mønster og stof (fra lageret), tegne mønster af og klippe det ud og ja, de skal også klippe det ud i stof - jeg er dog med i hele processen (aka. jeg sidder meget af tiden ved siden af og strikker), så de har hjælp ved hånden hele tiden.

Julia har selv læst klippevejledning, fundet de rigtige mønsterdele og har i hele taget gjort meget selv - hun bliver trods alt 14 lige om lidt.
Kaya har haft brug for mere hjælp, men hun har heller ikke prøvet det før.


Der er et par ting ved moden i øjeblikket, som jeg ikke er fan af og en af tingene jeg ikke forstår er buksernes længde. De skal simpelthen stumpe.

Mønstret og stoffet jeg har brugt er købt hos Videbæk stof og sy, men det er noget tid siden, så det er ikke sikkert stoffet kan købes der længere. Jeg har lavet en del ændringer på modellen, da mønstret er lavet til viskose eller poplin, men jeg har brugt bengalin, som har en lidt stræk på bredden, men er fast på længden.

Mønstret er fra Simplicity, som er et amerikansk mærke. størrelserne er rimelig bredde, men lændgen passer nogenlunde.

Kaya er en str. 152 ca og falder på den måde imellem to størrelsessystemer - børne- og voksenstørrelser - og derfor bruger jeg lidt tid på at tilrette. Jeg har taget en del i siderne. Jeg vil gætte på mellem 12-16 cm. Og så har jeg også taget ca. 4 cm i skridthøjden.
Jeg ville også gerne have taget lidt mere på længden, så de var mere 3/4-bukser, men de skal åbenbart have den her midt imellem længde.


Jeg syr altid mine mærker udenpå tøjet. De klør jo...
Kaya har selv valgt placeringen og da hendes nye bukser og mærket har næsten samme farve, falder de meget fint i med bukserne.

Alle sømrum er foldet mod bag - mere eller mindre og stukket fast med en smal pyntestikning. Kaya har valgt tråden skulle være samme blå som bukserne - jeg stemte for hvide stikninger, men det er hendes bukser og hun er rimelig stilsikker.

Bukserne blev klar til første skoledag i mandags og hun fik rigtig meget positiv respons på dem. Der er ikke mange mødre i den klasse som syr, så det giver lidt street credit at have en mor som kan og gør...

Jeg glæder mig over, at kunne lave noget hun vil bruge. Det sparer også lidt på vores tøjbudget. Har du også tøjglade teenagere i huset?

- Mette Marie

Kommentarer

Populære opslag