Anbefaling: #SKAPPELSTRIK


Hej derude

På biblioteket er jeg flere gange gået udenom netop denne bog, fordi min erfaring er, at bøger som har en overskrift med noget med "store pinde" eller "tykke pinde" ikke er noget for mig - Når man er en lille, tyk kvinde, så hjælper det ikke at have en trøje på der lægger 2-5 cm til ens omkreds...

Men nu tog jeg den ned fra hylden på biblioteket alligevel og jeg blev så positivt overrasket. Jo, det er tykke, løse trøjer, men der er flere af modellerne jeg lige vil dvæle ved her hjemme ved køkkenbordet og jeg vil læse Dorthe Skappels kommentarer til opskrifterne, som er sjove og hyggelige.


Det er lidt som at læse en bloggers fortælling om tankerne omkring et eller andet og det kan jeg godt li'. Jeg kan godt li', at hendes kommentar er med en håndskrift-lignende skrifttype - selvom det gør det mindre læsbar, men det understøtter den historie hun fortæller.
Opskrifterne er skrevet med en letlæselig skrifttype i en god størrelse. Der er tydelige afsnit og linjeskift er brugt logisk. Der er gode beskrivelser og illustrationer til flere af opskrifterne.

Bogen fremstår lækker og gennemtænkt og modellerne er fede og enkle.
Jeg håber, du kan finde tiden til at låne/købe Dorthes bog og måske strikke en af trøjerne. God strikkelyst...

 - Mette Marie

Kommentarer

Populære opslag